Brita Leth er hjemhørende i Aarhus, hvorfor de fleste sejladser udgår fra Aarhus havn og på Aarhus bugt. Vi tilbyder både korte og lange ture. Det kan være en eftermiddag på Aarhus Bugt, en uges kapsejlads til det årlige Fyn rundt eller sejlads i den svenske skærgård.
Skonnerten er indrettet til passagersejlads med komfortable 2 mands kamre og en rummelig banje, hvor der er mulighed for servering og hyggeligt samvær under dæk. Hvis vejret er til det, er der tilgengæld ikke noget bedre end servering på dækket. Vi samarbejder med forskellige restauranter i Aarhus, men det er også muligt selv at sørge for forplejning på turene.
Brita Leth er desuden yderst velegnet til f.eks. konferencer, møder og salgsfremstød. I tilfælde af større arrangementer er det muligt at samarbejde med andre skibe.
Skonnerten deltager i løbet af året i større kapsejladser og i sejlsportsevents rundt om i landet. Det er blandt andet Rum regatta på Flensborg Fjord, Fyn Rundt for Bevaringsværdige sejlskibe og i år som VIP skib ved Tall-ships race 2019. Ved at booke en plads ombord, får du adgang til begivenhederne på første parket ved de spændende kapsejladser.
Skibet er godkendt til sejlads med op til 36 passagerer ud over den faste besætning på dagture, og der er plads til 12 overnattende gæster i to-mandsværelser.
Kontakt os endelig, hvis du leder efter en helt særlig oplevelse. Vi er desuden gerne behjælpelige med at sammensætte lige netop den tur, som du drømmer om.
Skibets historie
Skibet Brita blev bygget på Øxenbjerg værft, Svendborg i 1911 til fragtsejlads under sejl. Brita sejlede i mange år i Sverige. Under en storm sank skibet syd for Samsø i 1941. Skibet blev kort efter hævet og istandsat af M.A.Fyvbjerg.
Under 2. verdenskrig blev Brita brugt til at transportere jøder over Øresund til Sverige i sikkerhed. Den største enkelt transport af jøder fra Danmark til Sverige var ombord på Brita (LINK) Efter krigen fungerede skibet, som sten- og vragfisker indtil det, som et nedslidt vrag, blev sat til salg.
Otto og Jens Leth købte skibet i 1972. Med ukuelig optimisme og en helt særlig fornemmelse for det historiske og kulturelle i dansk skibsfart, brugte Otto utallige timer på en gennemgribende restaurering, der har ført skibet tilbage til sin oprindelige skikkelse. Skibet er så gennemført restaureret, at det har fået status af Historisk Monument og er i dag en del af dansk kultur arv.
Skibet fremstår i dag næsten som dengang, hun forlod værftet i Svendborg i 1911. Brita Leth er naturligvis blevet udstyret med moderne navigations- og sikkerhedsudstyr. Der er desuden indrettet en salon og 6 kamre i det gamle lastrum. I forbindelse med istandsættelsen af skibet blev efternavnet Leth tilføjet.